Byens rum, især nybyggerkvarterer, trænger til et løft af den smukke og skæve art, hvor springvandet, gavlmaleriet, art nouveau og Københavnerbænken genindføres.
I indlægget her kan du læse, hvordan jeg synes pladser, gaderum og bygninger kunne beriges og medvirke til en smukkere og mere personlig by. Du kan læse, hvorfor jeg savner skønhed og kompleksitet i byens rum, og hvorfor disse er vigtige parametre i byen, der påvirker os på positiv vis som mennesker. Indlægget er samtidig min personlige ønskeliste for byens udtryk år 2017
Giv os springvandet tilbage…
“Vi går aldrig mere forbi, det store stygge storke springvand” - sang protestsangeren Cæsar i 1966 og udødeliggjorde storkespringvandet på Strøget. Storkespringvandet har ageret samlingspunkt, vaskestation, mødested og pause-rum for mennesker i mange år.
Jeg ønsker mig en sprudlende og rislende fontæne, hvor vandet skydes op i luften af små buttede skulpturer, der tisser vandstråler og hvor gargoyles slukker tørsten og forskrækker mig en smule. Det skal være sådan et springvand, der er oplyst om natten og måske endda sprudler i farver i nattens mørke
Jeg ønsker mig ikke kun regnvandsopsamlere, selvom jeg også sætter pris på bæredygtige kanaler og render i byen, der også kan have rekreative formål. Nej sådant et rigtigt springvand, hvor vandet en blæsende dag bedugger mig med støvregn lige i ansigtet, når jeg går forbi. Jeg ville hver dag glæde mig til lyden af det rislende vand, der sætter sig i mine ører, når jeg slentrer forbi. Sådan en rislende lyd, og en frisk duft af vand der vækker mine sanser, og gør mig glad, når jeg ali bali ali bali bi gerne går forbi igen og igen...Giv os springvandet tilbage…
Giv os Københavnerbænken tilbage…
Bænken er typisk udformet i træ med svungne snørklede armlæn og formet nogenlunde efter kroppen.. I ved den bænk, hvor man sad rigtig behageligt, på et godt underlag og man ubesværet kunne læne sig tilbage, da bænken har ryglæn. I al mageligheden kunne man så iagttage bylivet og læse avisen (avislæsning i papirform eller på iphone er i dag valgfri) I dag finder jeg mange beton-bænke i bybilledet uden ryglæn formet som en aflang blok måske med en form for underlag. Der gider jeg ikke sidde.
Dagens bybænke er ofte multifunktionelle, så de både fungerer som bænk, bord, kunstnerisk installation og er anvendelige for byens skatere. Jeg kan egentlig godt lide byrumsinventar, der kan en helt masse, men vi må ikke give køb på komforten i byrummet. Komforten giver mig endnu mere lyst til at opholde mig i byrummet og byen er også for de ældre, der måske, mere end jeg, sætter pris på et godt ryglæn. Giv os Københavnerbybænken tilbage…
Giv os tomme og skæve bygninger tilbage…
Forestil dig gamle fabrikshaller, maskinhaller og industribygninger med højt til loftet, store flotte vinduespartier, flotte industrielle loftkonstruktioner, et rungende ekko, afrevet tapet og smadrede vægfliser. Vi drages også af det iturevne, det grimme, det forfaldne og det forladte ved disse gamle industribygninger og haller. Disse karaktertræk er menneskelige spor, der vidner om et steds historie, og derfor pirrer de steder vores nysgerrighed. De tomme og forladte bygninger, dem er der dog ikke mange tilbage af i København og dem der er, de bliver oftest skrottet til fordel for rækkehusbyggeri, boligkomplekser og kontorbyggeri - det er der flere penge i.
Giv de tomme bygninger eller ‘overskudslandskaber’, som de også betegnes, tilbage til byens borgerne. Byens borgere hungrer efter sådanne steder, der kan rumme nye muligheder for udfoldelse, hvor mennesker kan dyrke fællesskaber, skabertrang og især trangen efter at tilknytte sig til det sted, hvor de bor. Det skaber ro og balance i folks liv, når de knytter sig til et sted. Lokale foreninger, entreprenører, kreative, boligforeninger mfl. skal nok tage sig af bygningerne og på demokratisk vis beslutte, hvilke potentialer bygningerne har. Det er også en måde at bevare de ofte ret flotte bygninger på, i stedet for at rive dem ned. Så får arkitekturhistorien og ‘skævheden’ i byen også lov at leve.
De rå, tomme bygninger giver også en spændende kontrast til den over-designede, friserede og strømlinede by. Bevarelsen af bygningerne er også en måde at værne om et områdes historie i stedet for at skrotte den og negligere den. Giv de tomme bygninger tilbage til borgerne - så bliver borgerne medspillere i byudviklingen, når de så eftertragtede dynamiske og levende byrum og gode opholdssteder skal skabes. Giv os de tomme og skæve bygninger tilbage...
Giv os smuk gadebelægning tilbage…
Store offentlige pladser med beton og asfaltbelægninger præger Københavns nybyggerkvarterer. Beton pladserne føles tunge, kolde og kedelige, og jeg vil hellere gå udenom. Men det kan jeg ikke, for min vej i gennem byens rum er ofte bestemt for mig. Jeg bliver måske tvunget til at se op, i stedet for at se ned og ikke ned i mobilen! Det er måske slet ikke er så skidt endda, men jeg vil hellere have fernissen tilbage. Jeg ville ønske mig belægning på pladsen og fortovene, som ikke bare er indfarvet beton med riller eller asfalt. Nej giv mig smukke belægninger med forskellige smukke sten i marmor, mosaikker og mønstre tilbage. Når vi nu er i gang, så lad os få flere skulpturer tilbage på pladserne og mellemrummene også, det ville gøre dem yderligere indbydende. Den åbne banegrav, også kaldt “Hullet” af flere, foran Københavns Hovedbanegård, og som mange arkitekter har har foreslået omdannet til en indbydende plads i København, kunne passende være pladsen, hvor vi igen får elegant og smuk belægning. Eller træbelægninger i eg, ask og fyr. Træ føles varmt, og folk sætter sig på træbelægninger. Giv os smuk gadebelægning tilbage...
Giv os balustrader og art nouveau tilbage...
Bare ordet “balustrade” er herligt og lige til at spise. Ordet er rundt og fyldigt og ikke til den slanke side. Jeg tænker på finish i byrummet. Den skal være der. Lad os få en større detaljerigdom ind i bybilledet såsom smukke “balustrerede” gelændere og rækværk, som jeg kan holde ordentligt ved, friser over vinduerne og facader med ornamenteringer. Måske skulle jeg være født i et andet årti eller flytte til Paris. Jeg kan blot konstatere, at især husfacader i nybyggerkvarterer, særligt beboelsesejendomme, ikke ligefrem bliver mere spændende at kigge på.
Giv os gavlmaleriet tilbage. Jeg kunne godt tænke mig drømmegavle. Et godt eksempel er den, som beboerne har lavet i Valby sammen med forfatteren Morten Søndergaard. Eller blot et stort gavlmaleri i farver lige efter Asger Jorns hoved eller kunstner Ole Frederik Olsen.
Flere steder er murstenen ved at vinde indpas igen, hvilket er et glædeligt gensyn, men megen variation i stenene finde dog ikke. Andre steder bruges ‘imiterede mursten’. Undtagelsesvis kan dog nævnes Kolumbastenen på Det Kongelige Skuespilhus og “Den flyvende hollænder sten” på Ørestad Skole som smukke eksempler på teglsten med spændende variation i hver enkelt sten. Her har vi dog at gøre med offentlige bygninger. Giv mig fernissen tilbage…
Bliver byen så ikke bare et stort miskmask af udtryk og eksperimenter helt uden konsekvens, hvor hele brandingen og byens image går tabt, og vi fremstår som nogle, der ikke ved, hvad vi vil med vores by??!!... Det kunne da være interessant - i et land hvor vi taler så meget om innovation og “sæt i værk, sæt i værk” - Det gælder vel også vores allesammens omgivelser?
Jamen hvad skal det egentlig gøre godt for med balustrader, drømmegavle og marmor belægninger? Det lyder som en gang romantisk pladder, og det har kommunerne alligevel ikke råd til. Bygherrerne vil vel også hellere skumme fløden i stedet for at lave friser og art nouveau lygtepæle? Det vil de sikkert, men lur mig om en æstetisk smuk by med kompleksitet, ‘med følelserne uden på tøjet’, variation i udtryk og spændende former på gadeplan ikke påvirker vores humør i en sådan grad, at vi nyder byen til fulde.
Jeg tror på, at en sådan by er med til at skabe balance i kroppen og velvære, og måske resulterer det i, at folk får færre sygedage, færre depressioner og færre diagnoser. En sådan by vil simpelthen fremme lysten til at bruge den, istedet for at skynde sig hjem til de private hyggekroge. Den vil fremme lysten til blot at gå en tur i egen by, byen bliver troværdig og måske bliver du endda forelsket lige der midt på gaden.
Giv mig den smukke og skæve by tilbage…
Mvh
Mira M. Cordsen - urban formidling og analyse